Vartegn og bygninger

Før den første verdenskrig spillede Oldenburg en vigtig rolle som militærgarnison. Oldenburgs
infanteriregiment nr. 91 var stationeret i kasernerne på hestemarkedet.

Lappan fra 1467/68 gælder som Oldenburgs vartegn. Engang var den klokketårn i helligåndskapellet, og i dag er den et populært mødested i centrum.

I 1878 blev fredssøjlen opført til minde om krigsofrene fra 1870/71.

Siden 1893 har Oldenburgs statsteater med dets kuppel præget bybilledet og henleder i dag stadig på imponerende vis opmærksomheden på grafernes og hertugernes epoke.

Dateret til året 1617 er Degode-huset – opkaldt efter købmandsfamilien Degode – med den markant fremspringende tagkonstruktion et af byens ældste bevarede bygningsværker. Indenfor har bindingsværkshuset et malet træloft, som er værd at se.

Som den sidste bevarede bygning minder krudttårnet om Oldenburgs tidligere bybefæstning. Ved siden af krudttårnet, som blev opført i 1529, ses der stadig rester af bymuren. Det blev faktisk brugt til lagring af krudt under danskerne, mellem 1730 og 1765. 200 år efter opførelsen blev bybefæstningen revet ned. Kun krudttårnet blev bevaret, da det blev brugt til at opbevare is til maden fra hofkøkkenet. I dag finder der ofte kunstudstillinger sted i krudttårnet.

Det gamle rådhus fra 1888 regnes ikke mindst på grund af trekantformen for at være den „mest originelle bygning fra Tysklands højkonjunkturperiode“. Det er også i dag overborgmesterens kontor.

Lambertidomkirkens historie på Oldenburgs centrale torv (Markt) er omskiftelig:
Udenpå nygotisk halkirke, indeni klassicistisk rotunde - denne kontrast gør Lambertikirken særlig fascinerende. Den evangeliske kirke blev bygget i dens oprindelige form omkring år 1200. I 1795 blev kirken revet ned, bortset fra ydermurene, og indeni opstod rundkirken med glaskuppel. Der blev først suppleret med kirketårnet og de fire hjørnetårne i 1885 til 1887.

Slotsvagten over for slottet har siden 1839 markeret grænsen til de borgerlige områder. Gavlrelieffet minder om sejren over Napoleon.

Prinsepalæet blev bygget i 1821-26 til storhertug Peter Friedrich Ludwigs børnebørn og viser i dag kunst fra det 19. og 20. århundrede, bl.a. af maleren Radziwill fra Dangast.

Gågaderne i Oldenburg er det ældste sammenhængende gågadeareal i Tyskland. De blev etableret i 1967, mens der på den tid kun fandtes enkelte bilfri gader i andre byer. Gågaderne er præget af historiske bygningsværker, små stræder, en mangfoldighed af indehaverledede detailbutikker og gastronomiske tilbud. Wallstraße gør krav på titlen som Oldenburgs værtshusgade.

Oldenburg kaldes også „Huntebyen“. Weser-bifloden Hunte præger bybilledet i to flodarme.
Den såkaldte Gamle Hunte løber i nærheden af gågaderne i centrum langs slotshaven og løber ned til den gamle havn neden for Stauporten. Besøgende af flodbadet OLANTIS kan endda svømme i den såkaldte Gamle Hunte.

„Den ny Huntes“ flodleje blev bygget i sammenhæng med arbejder på kystkanalen. Kystkanalen er en 70 kilometer lang forbindelseskanal, som forbinder Dortmund-Ems-kanalen med Hunte og dermed med Weser. Den ny Hunte forenes med Den gamle Hunte igen under vendehavnen.

Cäciliebroen danner en helt særlig vej over Hunte. For at gennemsejlende skibe kan passere, kan løftebroen løftes flere meter. Fodgængere og cyklister kan alligevel fortsætte deres vej uden problemer, da der åbnes en ny passage via gennemgange i brotårnene. Den oprindelige klapbro på dette sted lod storhertug Paul Friedrich August bygge i 1832 og opkaldte den efter sin hustru Cäcilie.